Menu

Fodbold

Fodbold er for både piger og drenge i alle aldre, og sådan er det også i Gylling Boldklub. Alle kan være med uanset niveau og ambitioner. Der er ca. 65 procent drenge/herre og 35 procent piger/kvinder i klubben, hvilket giver et godt mix.

Vi har fokus på fællesskabet - det bedste hold er sammenhold. Der spilles både udendørs­ fodbold og indendørs­ fodbold i klubben.

De yngste spillere starter med leg og den glæde, der er ved at røre sig sammen med andre - med og uden bold. Vores trænere benytter træningen til at lægge de første grundsten for boldforståelse, løbe­mønstre og kollektivet i at være med på et hold. Man vinder ikke en fodboldkamp alene, det gøres som et hold.

Den mellemste gruppe spillere udfordres fysisk, med tekniktræning, kondition, og styrketræning. En fodboldkamp vindes ikke kun med fødderne og ved at være i god form, det handler også om at have
hovedet med. I træningen arbejdes der med grundlæggende løbe­mønstre, taktik og det psykiske pres, det kan være ved f.eks. være bagud i en kamp.

Hos de ældste spillere arbejdes der grundlæggende med at vedlige­holde den fysiske form, da spillerne godt ved, hvad der kræves for at kunne løbe en hel kamp. Meget af træningen har også fokus på det tekniske og taktiske. Spillerne er i deres teenageår og derfor betyder fællesskabet endnu mere for dem og det at være en del af noget. Holdet er i fokus.